Arkitektens rolle i byggeriet har forandret sig og nye arbejdsfelter er kommet til. Det betyder, at standen må erkende, at efteruddannelse er en nødvendighed.

De tider er forbi, da en livsstilling stod og ventede på den, der én gang for alle havde erhvervet sig en akademisk uddannelse. Så lang uddannelsen med den akademiske grad end kan være, kræver den vedligeholdelse og udbygning igennem hele arbejdslivet. Kravene fra samfund og erhverv ændrer sig i form af teknologisk udvikling, og der stilles krav til fleksibilitet, mobilitet, nye samarbejdsformer og arbejdsfelter.

Arkitektstanden har også, som ethvert andet fag, behov for løbende faglig udvikling og tilpasning. Ændringer i fagets projekteringsmetoder og redskaber kræver tilegnelse af nyt stof og dertil kommer, at arkitektens rolle hele tiden er under forandring. Rådgiverrollen skal nu deles med flere andre faggrupper og nyopdukkede funktioner og en række nyopdukkede arbejdsfelter kan ikke nødvendigvis relateres til ét specifikt fagområde. Det gælder eksempelvis emner som miljørigtig projektering, energiledelse og miljøstyring. En række faggrupper vil alle kunne gøre krav på deres ekspertise på områderne, men ingen af dem dækker måske fuldstændig alle kravene. Udover ingeniører og teknikere er også arkitekters andel på dette område relevant og oplagt, da ressourceansvarlighed ikke længere blot er en moralsk forpligtelse, den enkelte kan føle, men et reelt krav i en stigende række bygge- og planlægningssager. Hvad enten man ønsker at tilbageerobre rollen som bygherrens tillidsmand med det overordnede overblik og ansvar, eller man søger nye arbejdsområder, så kræver situationen under alle omstændigheder tilpasningsevne og nye færdigheder.

Ansvar og forpligtelse

Arkitektfaget har ingen lang tradition for efter- og videreuddannelse. Bredden i enhedsuddannelsen til `arkitekt´ har været anset for så tilstrækkelig, at ajourførende kurser ikke i nævneværdig grad er blevet efterspurgt. Mens en række faggrupper igennem en lang årrække har indarbejdet rutiner for efter- og videreuddannelse af deres medlemmer, har det at efteruddanne sig måske ligefrem for nogle arkitekter sendt et signal om utilstrækkelighed og manglende viden. Faget som sådan har derfor også en uhomogen holdning til, i hvor høj grad efteruddannelse bør prioriteres økonomisk. For hvem påhviler efteruddannelsen egentlig - som faglig forpligtelse og økonomisk udgift:

Den enkelte - i bestræbelsen på personlig faglig dynamik, nye erhvervsmuligheder og som bidrag til fagets fortsatte udvikling?

Arbejdspladsen - som investering i velkvalificeret arbejdskraft og firmamæssig fremgang?

Den faglige organisation - i erkendelsen af efteruddannelsens nødvendighed for standens løbende faglige bevægelse, udvikling og beskæftigelse?

Det offentlige - som kollektiv vedtagelse af, at efteruddannelse er nødvendig og obligatorisk for enhver på arbejdsmarkedet, i den stadige udvikling af et engageret og velkvalificeret samfund?

Hvem man end måtte mene, der har det endelige faglige og økonomiske ansvar, så vil efteruddannelsen fremover blive en central parameter i arbejdspladsernes medarbejderstrategi. Omkostningerne i tid og penge vil kunne høstes ind igen gennem øget konkurrenceevne og muligheden for at kunne påtage sig et bredere spekter af opgaver. Fremtidsscenariet for arkitekttegnestuer kunne være tilbud af flere ydelser end de traditionelle; som det ses hos en række ingeniørvirksomheder, der ofte kan tilbyde løsninger inden for flere specialområder.

Men også free-lancerne, enkeltpersonerne der kan hentes ind til konsulentopgaver og ad-hoc projektansættelser, vil givet få større fylde og betydning på arbejdsmarkedet. For at imødekomme alle gruppers behov for faglig videreudvikling må faget i bred forstand være rustet til at indgå i løbende udvikling. Den livslange uddannelse er en forpligtelse, men også en mulighed for konstant faglig udfordring og inspiration.

Illustrationer: Dace A. Campbell

   

OPDATERET D.07-04-2003