ArkitekturNet - Forsiden

    DEN NYE INDUSTRIALISERING – STANDARD VS. UNIKA
  leder v/ Charlotte Bundgaard og Anne Beim


NYHEDSBREV
 
    TENDENSER, DER SÆTTER ARKITEKTONISKE SPOR   Kristine Baastrup    
    HVORDAN SER INDUSTRIALISERET BYGGERI UD?   Erik Nygaard  
    TEKNOLOGI MED ARKITEKTONISK KVALITET   Peter Sørensen  
    FOREGRIBELSE AF EN MULIG FREMTIDIG ARKITEKTUR
Karl Christiansen
 
     KVALITETSRIGTIG INDUSTRIALISERING Anders Nørgaard  
    ARKITEKTUR, DER SÆTTER MENNESKELIGE SPOR   Peter Kjær  
    BYGGEKOMPONENTER, HVAD KAN INDUSTRIALISERES?   Mikael Koch  


FOREGRIBELSE AF EN MULIG FREMTIDIG ARKITEKTUR 
 
af Karl Christiansen, april 01

Den omsiggribende IT-teknologi har banet vejen for et formsprog, der muliggør tilfredsstillelsen af et længe næret ønske om individuelle og unikke former. Et ønske som ikke alene vil fylde og højne kvaliteter i det pragmatiske felt, men som også vil kunne bidrage til en præcisering af værker på det æstetisk kunstneriske område, hvor fra primærbetydninger på hidtil uset nøgen vis således vil kunne strømme. 


Projektets case: Gondola. Den overordnede form før optimering.
Under titlen "Foregribelse af en mulig fremtidig arkitektur" gemmer der sig et forskningsprojekt, hvis ærinde er at give kvalificerede bud (modsat science-fiction fremtidsgætterier) på, hvorledes vore fysiske omgivelser konkret kan forme sig i fremtiden. Projektet er tilknyttet Dansk Center for Integreret Design (CID). Det er et tværfagligt samarbejdsprojekt mellem Ålborg Universitet v/ Lektor Ingeniør phd. John Rasmussen og Arkitektskolen i Aarhus v/ Lektor, arkitekt maa Karl Christiansen (undertegnede). Desuden er stud. ark. Lars Grøning Serup tilknyttet projektet. 

En historisk ligning
Det er projektets tese, at fremtidens formsprog vil bryde afgørende med det herskende. Sådanne brud er set før i historien. En analyse af de seneste hundrede år kan vise det og illustreres med følgende ligninger, som ender med at pege fremad: 

· 1
Indtil ca.en tredjedel ind i det tyvende århundrede levede de forskellige bygningsfaghåndværk som en selvfølgelighed op til deres navne. Der var virkelig tale om håndværk; alt blev gjort på stedet, i hånden og efter individuelle mål. Bygherren kunne således få sine egne individuelle ønsker opfyldt - kunne erhverve unika. Perioden kan karakteriseres med følgende ligning:

HÅNDVÆRK + INDIVIDUALITET =     Mackintosh Hill house 1902-3.

· 2
Den første maskinalder, som fra slutningen af det nittende århundrede havde luret i kulissen, slog igennem fra omkring 1920 - 30. Den begyndende industris fortrængen af håndværket blev mere og mere synlig. Hvor materialerne tidligere fulgte en mere direkte vej fra naturen til sit bestemmelses-formål og sted, bliver der nu skudt et industrielt led ind som under "ordnede forhold" forarbejder dem til ikke formålsbestemte standardvarer, der bliver stillet på lager. Herfra udbydes de som "byggeklodser" til, hvad som helst.
De industrielt fremstillede standardvarer afstedkommer den repetitive, stramme, lette, usentimentale og elegante form, der som sådan fortoner sig radikalt anderledes end den tidligere. Med respekt for nuancer er dette stadig dagens situation, og ligningen ser nu således ud:

INDUSTRI + STANDARDISERING =   Mies van der Rohe; Westmount Square, Montreal, 1965-68.

· 3
Men hvordan ser verden ud, når IT-teknologien slår igennem?
Ja, industrien er kommet for at blive; de gamle håndværk kan ikke konkurrere her. Derimod er det opfattelsen i projektet, at standardiseringerne med det deraf følgende repetitive udtryk må vige til fordel for genkomsten af det individuelle, og hermed ser fremtidens ligning således ud:

INDUSTRI + INDIVIDUALITET =      
X
- hvor x´et står for den ubekendte mulige form ,som projektet forsøger at aflokke fremtiden. 

Den afgørende IT teknologi
To steder i projektet træder IT-værktøjet afgørende i karakter:
· Det ene under projekteringen
· Det andet i produktion

Holdningen i projektet er, at der skal være ikke blot overensstemmelse, men "identitetsskab" mellem den arkitektoniske form og det budskab formen formidler, eller… for at være helt præcis… er. Projektet fokuserer i første omgang på konstruktionen (eng. structure). Denne er budskabet og dermed - som sagt - også formen.

I arkitektur må alt hænge sammen med alt det andet, og netop i arkitektur er det som regel ikke lidt. Man må således ikke kunne få kniven ind imellem - i vort eksempel - formen og konstruktionen. De to ting må gensidigt skabe hverandre. 
Og sådan er det, når arkitektur, forstået som en skabende kunstart, er på dagsordenen - med alle de forhold som vi stiller over for hinanden. Kort sagt, præcision er nøgleordet. 
Når nærværende projekt i første omgang begrænser sig til konstruktionen - i respekt for sit materiale og formen - er det af hensyn til enkeltheden og dermed overskueligheden under eksperimentet. Videre er det et håb om at tydeliggøre forsøgets ærinde, nemlig: at fremme et kvalificeret bud på fremtidens formsprog. Senere kan andre parametre bringes ind, såsom: lys, tekniske installationer, lyd, funktioner og - er det målet - til sidst det hele. 

Den bærende konstruktion må, jf. ovenfor, være præcis. Dvs., der kan ikke i formen optræde et underskud i forhold til statiske forhold. Det siger nu sig selv, for da ville konstruktionen være underdimensioneret og i realiteten kollapse. Men ligeledes kan der heller ikke optræde et overskud i formen. Godt nok ville man med en sådan overdimensionering have sikret sig, at konstruktionen holdt, men budskabet, som konstruktionen er, ville ikke være præcist, dvs. identisk med sin form. Derimod må formen være optimal, dvs. netop sammenfaldende med, eller rettere, være statikken - nemlig den bærende konstruktion. Her, under projekteringen, slår IT-muligheden til for første gang.

Ny formgivning i projektfasen 
Kravet om en så udtalt præcision, som beskrevet ovenfor, har det hidtil ikke været muligt at honorere. Forskellen er, for at sige det meget enkelt, et spørgsmål om antal af regnestykker (statik). Hidtil har disse regnestykker fortrinsvis været udført af ingeniører på regnestok og senere kalkulator, og den metode sætter naturligt sine begrænsninger for antallet af gennemregninger. Det betyder, at optimeringer hidtil alene har været tendentielle, men ikke, ja…optimale. Det har imidlertid ikke været nogen hæmsko idet en mere optimal form under alle omstændigheder ikke har været inden for rækkevidde, for så vidt angår spørgsmålet om praktisk produktion. Og dermed har kravet om en så udtalt præcision alene været teoretisk funderet. 

De nye former fødes som følger:
Arkitekten skitserer en konstruktion, som har en konkret form i et konkret materiale. Allerede under skitseringen optimeres konstruktionen i sin form, men kun tendentielt. Arkitekten bruger sin forholdsvis enkle generelle viden og erfaring om grundlæggende statiske principper til at skabe form. Hvor spændingerne i en given konstruktion er størst, bliver formen kraftigst og vice versa. Men formen er fortsat tendentiel. F. eks. er der ikke taget højde for skæve belastninger, hvilket utvivlsomt vil ændre på formen, når den siden skal optimeres.

Arkitekten sender dernæst projektet til ingeniøren, der forsyner sin computer med de relevante data, hvorefter konstruktionen gennemregnes i et særligt form-optimeringsprogram. Et program som leverer et reelt (modsat tendentielt) billede af, hvor de største kræfter optræder, hvor de mindste optræder, og hvorledes kræfterne i øvrigt fordeler sig i konstruktionen, trinløst imellem disse to yderpunkter. Denne operation afstedkommer en ny form, idet optimeringen meget mere præcist peger på, hvor formen skal være kraftig, og hvor den skal være klejn. Den nye form returneres til arkitekten. 

Gondola - formen efter optimering.
Arkitekten vurderer formen, som han skitserer videre på. Ikke som "fri" formgivning, men ud fra de "spilleregler" han selv, ingeniøren og ikke mindst dennes optimeringsprogram afstikker. F. eks. vil variationer i søjleafstanden få konsekvenser for højden på en bjælke, som søjlerne evt. tænkes at bære. Projektet sendes tilbage til ingeniøren, som optimerer på ny med en ændret form til følge. Tilbage til arkitekten som ……osv. osv. Således foregår "ping - pong"- spillet frem og tilbage, indtil en tilfredsstillende form er opnået. En form som tildels (men kun tildels) er skabt af computeren. En forudsætning er netop arkitektens kreativitet. Samtidig er formen kun tildels skabt af arkitekten, som på sin side er afhængig af IT-værktøjet. 

En sådan fremgangsmåde giver "uregerlige" former. Trinløse overgange mellem svungne former af alverdens slags, hvor ingen bygningsdel to steder har samme tværsnit, er resultatet af disse nye "regler" og - hvad der her er af størst interesse - muligheder. Lignende uregerlige former er naturligvis lanceret før i den moderne arkitektur, men kun sjældent ført ud i livet, fordi den slags projekter stort set altid er blevet afvist som, i enhver henseende urealistiske. 
Den tid er nu forbi - og her, i produktionsfasen, slår IT-muligheden så til for anden gang.

Ny form i produktionen
Produktionsapparatet er på en del områder overgået til at være digitalt styret. Dvs. arbejdet udføres af robotter, som er kodet til bestemte operationer, der kan være overordentlig avancerede og ofte "intelligent baserede". Operationer som robotterne udfører med høj hastighed og udtalt præcision. Bilindustrien, elektronikindustrien, møbelindustrien er for at nævne nogle få eks. typiske eksponenter for denne nye teknik. 

Bygningsindustrien gør imidlertid kun i beskedent omfang brug af de højteknologiske muligheder, og når det sker, er det ofte på en "overfladisk" fantasifattig og ikke særlig fremsynet måde. I de fleste aktuelle tilfælde står robotterne og producerer det samme produkt, som tidligere blev udført i hånden. En slags pastiche af forgangen teknologi. Sikkert konkurrencedygtig på tid og pris; men hvori består det nye? Ny teknologi og nye produktionsformer må, som et tilbageblik da også viste, komme til udtryk i produkterne og således forandre og udvikle vores formverden. 

Men hvor adskiller robotterne sig så afgørende fra den foregående teknologi? Robotterne er ikke afhængige af standarder. Dette er det virkelig nye, for netop standardvaren, ikke mindst i bygningsindustrien, har præget det forgangne århundrede. Robotterne har ingen favoritter blandt former, såsom lige linier, rette vinkler og rene cirkler; robotter gør "hvad der bliver sagt". Anbringer man således f. eks. et stykke tømmer i en robotrundsav (afkorter), er der rationelt set ingen forskel, på om tømmerstokken skal være 750mm, 850mm eller for den sags skyld 867,4mm. Længden dikteres af, hvad der tastes ind på den tilkoblede computers tastatur, og her er der ligeledes ingen forskel på, om der trykkes på 750 eller 850 eller for den sags skyld 867,4.

Hvis eksemplet går på at producere ti stykker tømmer, er der således heller ingen forskel på, om de ti stykker skal have samme længde (en slags standard), eller om længden skal være forskellig (individualitet) - f.eks. den første stok 750mm, den sidste 1250mm og resten jævnt fordelt der imellem, eller logaritmisk tiltagende længde eller aftagende, eller om stokkene skal skæres skråt af i enden, i individuelle vinkler, eller om et fræset spor i stokken skal beskrive en ret linie, eller om det skal være kurveformet og have varierende bredde og dybde og vinkel eller om……ja, kort sagt; svaret ligger i programmeringen. Og så meget kendskab har enhver i dag til IT-mulighederne, at man må indrømme programmerings-mulighederne stort set er grænseløshed.

Tømmereksemplet kan selvfølgelig herefter let overføres til alle de øvrige industrier, som bygningsproduktion involverer. Mulighederne er næsten uden grænser. Derfor elimineres også forbeholdet over for de "uregerlige former", vi så før - formerne der opstod som resultat af arkitektens og ingeniørens form-optimeringsarbejde.

Og hermed er vejen banet for helt nye arkitektoniske muligheder. Nemlig muligheder for at realisere arkitektur med en høj grad af individualitet og stor formfrihed. Arkitektur hvis formsprog afgørende bryder med den foregående periodes ditto, der i næsten 100 år har været begrænset af standarder og masseproduktion, og som har den velkendte repetitive arkitektur som konsekvens.

Illustrationer:
1) Projektets case: Gondola. Den overordnede form før optimering.
2) Mackintosh Hill house 1902-3.
3) Mies van der Rohe; Westmount Square, Montreal, 1965-68.
4) Gondola - formen efter optimering. 

DEN NYE INDUSTRIALISERING er det første af to projekter i samarbejde med BYG-ERFA. 
Det andet projekt er konferencen "Arkitektur, byggeteknik & samlingsdetaljer" d. 11.6. 
Nærmere information om konferencen kan findes på BYG-ERFAs website




LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.07-04-2003



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.07-04-2003