LANDSKABET - ET DRØMMESYN

Af Lise Thorsen, december 99

Midt mellem cyberspace og længslen efter det åbne landskab findes der et endnu ikke iscenesat potentiale. Vor tids tekniske anlæg rummer muligheder for, at planlæggere og landskabsarkitekter kan skabe en ny landskabsarkitektur.

Længslen efter den store åbne himmel med lyset der strømmer ned, blænder én - det er stedet hvorhen drømme søger. Men Modesty Blaise brillerne skærmer for det voldsomme himmellys og synet fastholdes i et urbant mørke. Den åbne horisont fryser sig fast på nethinden som et fjernt billede af, hvorhen drømme søger.

De klassiske landskabsbilleder, vi længes ud i og skaber, er motiver som overdrev, eng, sø, lund og skovbryn. De er fortsat forankret i forestillingen om, at vi er en landbrugsnation, der står med den ene støvle nede i plovfuren. Landskaber, der ikke er fæstnet til stedet og dets aktuelle brug, men står tilbage som billedet på en forestilling om landskabet som det var en gang - det pastorale, romantiske landskab. Men det fysiske landskabsrum er et andet. Forlader man sin computerskærm og bevæger sig ud mod den åbne horisont, sker det i et komfortabelt højteknologisk køretøj, iklædt passende outdoor-fit med dertil hørende solbriller, i passende fart ud ad motorvejen. 

Destinationen kan være en udsøgt lille plet, hvor al tid er gået i stå eller er på vej på ny, end ikke bussen når ud. I passende afstand fra byens udflydende periferi af store monokulturelle industri- og erhvervsområder, der hverken knytter sig til forestillingen om byen eller landet, men løsrevet ligger og ligger i et eget globalt landskab bestående af megaskala komponenter, der taler deres eget sprog. Et sådant landskab danner ikke rammen om længslens poetiske reference.

Drømmen og virkeligheden

Og her opstår så konflikten mellem stedet og billedet på stedet. Et eksempel er iscenesættelsen af landskabet omkring motorvejen. Motorvejen er både en strukturændring af landskabet og et højhastighedsspor for moderne livsstil. Den hører en helt anden tid til end det terræn, tracéet skærer sig gennem - geologiske formationer, der har en helt anden langsom tid. Det har her været vigtigt at sløre det store indgreb og danne et harmonisk miljø omkring tracéet.

Motorvejens centralperspektiviske landskabsrum bliver scenografiske sekvenser af et stilleben, der er identiske billeder af vores romantiske forestilling om det åbne landskab. Motorvejen passes ikke ind i landskabet, landskabet tilpasses motorvejen.

Et andet billede er olieraffinaderiet i Fredericia. Et teknisk anlæg der med sine enorme og abstrakte bygningsvolumener danner byens kant ud mod det lavtliggende stille landskab. Cylindriske oliebeholdere danner stærke hvide geometriske former, der skinner gyldent i det sene aftenlys. Et tredie billede findes, når man kommer fra den ny Lillebæltsbro til Jylland og får et fantastisk syn hen over et tæt broderet landskab. Hen over landskabet svæver et kæmpe fletværk af højspændingsledninger, der tegner sirlige mønstre på tværs af markskel og erhvervsområdernes udstrakte åbne flader. Master af flere typer står som amorfe figurer, fastfrosset i bevægelsen ud mod horisonten.

I den sorte nat ligger Transportcenteret i Vejle, DTC, badet i et hav af ulmende gult natriumlys. Når man kommer fra nord, ligger DTC som en bastion hævet over det øvrige terræn med markerne ved foden. Det ligger som en plint, der skyder sig frem i landskabet. Høje projektører knejser i de massive lysmængder og danner parallelle billeder til Månebase Alfa.

Vimpler, billboards og logoer hører til 80´ernes amerikanske roadmovie-drøm og ikke her. Den moderne dannelsesrejse går til landart-projekter i det amerikanske neowestern-landskab, hvor støvet skylles ned med en cola. Og vi tager tilbage til det danske landskab og iscenesætter det, uden spor af kunstnerisk reference. Hjemstavnen er forbilledet.

Planlæggere og landskabsarkitekter kan vise skønheden i vor tids landskab. Hvorledes et vejtracé lægger sig oven på landskabet som en udstrakt geometrisk form og understreger mødet mellem det tidligere og den nye tids landskab. I stedet for at søge den slørede harmoni og skjule tidens kontinuerlige gang, så er der et endnu ikke iscenesat potentiale i vor tids tekniske anlæg. Det er vigtigt at elementerne i landskabet ikke gemmes bag hinanden i en berøringsangst og forsigtig gestus. Ved at træde ud i sin egen tid kan landskabet formes og ny landskabsarkitektur skabes under det store åbne himmelrum.

Illustrationer: Lise Thorsen

OPDATERET D.07-04-2003