DET FAGRE NYE REDSKAB

Af Anne Kathrine Frandsen, marts 00 

Computerteknologien giver arkitekterne mulighed for at eksperimentere sig frem mod en ny arkitekturopfattelse, men teknologien rummer også farer.

Med digitaliseringen af hele vores samfund står arkitektfaget midt i en forandringsproces af fagets arbejdsredskaber og traditionelle arbejdsgange, ligesom stort set alle andre fag. Vil den forandring kun få betydning for arbejdsprocessen? Eller vil den have betydning for arkitektens arbejdsfelt og påvirke selve definitionen af, hvad en arkitekt er? Eller ligefrem ændre vores måde at tænke rum på og vil den kunne ses i det byggede? Det er svært at vurdere lige nu, hvor vi står midt i det. Men ser vi f.eks. blot 50-100 år tilbage på industrialiseringen, er det tydeligt, at en forandring af arbejdsprocessen og brugen af redskaber har langtrækkende konsekvenser.

Med industrialiseringen blev arkitektens rolle radikalt ændret. Fra at være en helhedsformende arkitekt, stærkt støttet af en håndværksmæssig tradition, blev arkitekten til nutidens koordinator, som må redegøre for alle sammenstød og samlinger af de standardiserede elementer, uden nævneværdig støtte fra et håndværk. I forhold til det byggede betød industrialiseringen i føste omgang en langt større frihed. En formmæssig frihed, fordi man med de nye produktionsmetoder måtte gøre op med traditionen, og en frihed i at der var mere til flere, da det blev billigt og hurtigt at producere. Og aldrig har så mange haft så meget. Spørgsmålet er blot af hvad. For selvom industrialiseringen netop betød en frigørelse fra traditionen og håndværket, så blev den, om ikke til en formmæssig tvang, så dog til en stærk formmæssig reduktion, fordi variationen og det særlige viste sig at være dyrt i den industrielle produktion, og standardiseringen blev dens rationelle følge.

Ser man 500-600 år tilbage, ændrede arkitektens rolle sig også markant, da plan, snit og opstalt som samtænkt enhed igen blev et almindeligt arbejdsredskab. Indtil da havde han været en praktiker og ofte selv en håndværker, som hele tiden var på byggepladsen for at styre byggeriet og kommunikere sine ideer. Med tegningen som kommunikations- og planlægningsredskab behøvede arkitekten ikke længere at være håndværker, ofte havde han en baggrund som maler eller billedhugger. Han var ikke længere nødt til at være på byggepladsen hele tiden, men kunne have gang i flere byggerier på samme tid, for tegningen var der til at forklare projektet. For selve byggeriet betød det, at langt større kompleksitet kunne tænkes og kommunikeres, som renæssancens store slotsanlæg og barokkens varierede former. Samtidig dukkede begrebet om det hele værk op, sådan som vi forstår det med en enhed i udtryk fra hovedform til detalje, hvor intet kan tages fra eller lægges til uden at forringe værket. 

Hvad så nu? 
Hvis computerteknologien medfører en større fleksibilitet i produktionsapparatet, så arkitekten igen kan være med til direkte at forme de elementer byggeriet sammensættes af, kan den helhedsformende arkitekt måske i nogen grad genskabes. Samtidig åbner computernes store regnekraft mulighed for at afprøve en ny og kompleks formverden, som f.eks. i Guggenheim-museet i Bilbao, fordi det er muligt at beregne alle formernes skæringer og sammenstød. Et afgørende skift i forhold til arkitekturen, som altid har været geometrisk bestemt for at kunne beregnes, afsættes og forstås. Ligeledes åbner regnekraften for at arbejde med en stor variation i detaljen, eksempelvis en ny løsning hver gang man drejer om hjørnet. Noget som ligeså afgørende gør op med den værkopfattelse, der har hersket siden renæssancen. 

Men muligheden for at eksperimentere sig frem mod en ny arkitektur- og værkopfattelse, eller måske at genfinde den helhedsformende arkitekt, er truet.
For hvis det computerteknologien bliver brugt til er at spare tid og penge, som

• når projekter sendes fra USA til gennemtegning i Østen, hvor der er billigere arbejdskraft
  
• når redskabet dikterer os at tage beslutninger i skala 1:1 allerede i skitseringens start, samtidig med at de overordnede beslutninger, og byggeindustriens digitaliserede varekataloger bliver indlysende nemme at indsætte i tegningen tidligt i processen
  
• når man udvikler modellerings- og skitseringsprogrammer, som selv opstiller løsningsmuligheder, som arkitekten så kan tage stilling til

Ja, så er det en standardisering, ikke blot af det vi bygger af, men ligefrem af selve måden vi tænker på!

OPDATERET D.07-04-2003