ArkitekturNet - Forsiden



MED SPEJLET I HÅNDEN

af Jesper Ravn, oktober 00

Under den sidste session på konferencen Design Diplomacy var ordet frit. Konferencens deltagere, som alt overvejende var amerikanske arkitekter, gav udtryk for de tanker der var kommet til dem under konferencens fire dage. De fleste indlæg kredsede om det karakteristiske ved arkitektens arbejdsmetode, ved arkitektens særlige evner, og ved den selvopfattelse arkitekter har. Flere indlæg havde overraskende pointer, som kan være tankevækkende i dansk sammenhæng, og som har relevans også for andre end konferencens deltagere.

En række indlæg omhandlede arkitektens fremtræden udadtil, og arkitektens karakteristiske arbejdsmetode.

Én foreslog at man som arkitekt skulle betragte sit fag som lægende, helbredende, som radikalt kirurgisk frem for som et frit skabende, kunstnerisk billedhuggerfag. Oftest drejer arkitektur sig om indpasning af noget nyt med det sigte at forbedre de eksisterende fysiske forhold, ganske som kirurgen standser den fysiske nedbrydning ved at bortskære dårligt væv, udskifte hele lemmer, eller indsætte friske organer. Ser man som arkitekt sig selv i den rolle, og beskriver sit virke sådan for andre mennesker, giver det dels et mere sandfærdigt billede af vor funktion, dels vil de fleste få et mere realistisk indtryk af vort arbejde, end hvis vi til stadighed kalder os for kunstnere.

En anden understregede dog skyndsomst, at den frie, kunstnerisk baserede formgivning er strengt nødvendig. Den nye form, den legende idé må og skal fortsat være den besjæling som giver liv til arkitekternes arbejde.

Én opregnede, at det som tydeligst karakteriserer arkitekter er en vældig arrogance, en konsekvent afvisning af andres meninger som irrelevante, ja i det hele taget en mangel på almindeligt talent for at omgås andre mennesker i professionel sammenhæng. Årsagen er antageligvis, at den som véd hvad andre har godt af ikke behøver lytte til deres ønsker.

Ikke overraskende var flere indlæg bygget op omkring et generelt ønske om, at arkitekter bearbejder deres selvopfattelse, både for at fungere bedre i fagets kerneområde og for at kunne indtage nye territorier.

The Fountain Head, nøgleromanen om Frank Lloyd Wright fra 1930'erne af forfatterinden Ayn Rand, blev fremhævet af en taler som noget af det mest ødelæggende for arkitektfaget og dets omdømme. Fortællingen skildrer den stædigt arbejdende, kompromisløst sammenbidte arkitekt, som uanfægtet af modgang stræber mod de højeste idealer. Hans modstykke er den karrierebevidste, socialt succesrige forretningsmand, som skaber en blomstrende virksomhed, men er sig sin faglige utilstrækkelighed pinligt bevidst. Begge typer genfinder vi i virkelighedens verden, og overraskende fremhævede taleren, at helten efter hans mening er den mest afskyvækkende, fordi han afviser kompromisset. Denne type, en slags ensom, retfærdigt kæmpende cowboy, har ikke desto mindre i årtier stået som ideal for mange - især unge - arkitekter. 

Netop det var et væsentligt fælles udsagn fra flere talere: At kompromis er basen for de bedste resultater, fordi kompromisset er barn af ønsker og krav. Den kompromisløse arkitekt er ikke det idol til efterleven, som mange bilder sig ind, men rent ud skadelig for arkitektstanden. 

Også arkitektens vanskelighed med at fungere i demokratiet blev nævnt. Historisk har det været behageligt for arkitekter at arbejde for fyrster eller gejstlige. Når én bestemmer, er det jo trods alt lettere at træffe beslutningerne. Diktaturet er en stor behagelighed. Det slår igennem i vore dages arkitektarbejde, hvor arkitekten forsøger at opføre sig som om bygherren fortsat er konge eller biskop. Alene brugen af ordet bygherre bærer vidnesbyrd om dette forhold. Når bygherren - som tilfældet oftest er i det moderne samfund - er sammensat og abstrakt, en pensionskasse, en bestyrelse, og kun sjældent identisk med brugeren, og når byggeprocessen belejres af bygherrerådgivere, økonomer, politikere, jurister og andre, taber arkitekten terræn, fordi han ikke orker spillet, men leger at processen ledes af en stærk part, som frem for alt efterspørger god arkitektur.

Som arkitekt, og især aldrende arkitekt nær pensionsalderen, kan man søge støtte i den kliché om faget, som også blev fremført: at arkitekten, hvis merit mere end noget bygger på erfaring, topper fagligt i en alder af 75 år. Modstykket skulle være matematikeren, som påstås at toppe allerede som 25-årig. Det er nu nok forhastet at tage erfaringens betydning fra matematikfaget, og dertil en pacificerende tanke, at tiden arbejder for én, højdepunktet kommer man automatisk til.

Dette indlæg stred mod den generelle opfattelse: At arkitekter har meget at give i mange andre sammenhænge end de gængse, og at alene viljen til at kaste kræfterne ind på nye områder er det eneste der behøves. Mange beskrev de karakteristiske evner arkitekter besidder, i kraft af uddannelse og erfaring, som evner der kan bruges bredt.

Én af talerne fastslog at arkitektens oplagte styrke er evnen til at håndtere de umulige problemer. Hans observation var, at kun arkitekter angriber problemet i stedet for stædigt at søge efter dets løsning. Ved at analysere problemet - og omformulere det så det står klarere - bliver løsningen mere oplagt. Kun sjældent ligger svaret på et arkitektonisk spørgsmål lige for. Man kan ikke kalkulere sig frem til et facit ved at sætte tal i formler. Løsningen på gåden ligger måske fjernt fra, hvad man troede muligt - man må, som han sagde, vige fra stien og drage ind i den dunkle skov for at søge.

Arkitekternes evner har selvsagt deres rod i uddannelsen, som helt naturligt blev tildelt megen opmærksomhed. Debatten kredsede om den mentale udrustning, som de studerende må samle i skoletiden, hvis de i fremtiden skal kunne indtage de nye arbejdsområder, som var konferencens interessepunkt.

Rektor fra arkitektskolen i København blev spurgt om skolens visioner i denne retning og fremførte, at gode arkitekter tager udgangspunkt i gode arbejdsmetoder og en god grundforståelse af fagets karakteristik, og at skolen primært bør udsætte eleverne for 5 års konfrontation med et miks af lærere, som både er æstetikere, teoretikere og folk med begge ben solidt plantet i fagets praktiske virke. En god arkitekt skal derudover øse af den livets erfaring som kommer med alderen: fra familielivet, fra arbejdslivet, fra den stigende alder, fra de første søgsmål og øvrige bryderier. En alsidig arkitekt må være et helt menneske, mente rektor, og overlod dermed i lige høj grad arkitekternes uddannelse til alderen som til skolen.


En anden mente, at de studerende efter endt uddannelse ville have glæde af at støtte sig til en mentor, gerne en højt placeret person i faget som kunne tage den unge med ud til møder, på byggepladser osv. for at se hvad der foregår. Han opfordrede tegnestuelederne til at gøre sig den ulejlighed og understregede, at ordningen var anderledes end en ordinær praktikordning i den forstand, at mentor skulle dele sine faglige betragtninger med eleven, ikke blot lade ham tage del i arbejdet.

Det paradoks blev fremhævet, at uddannelsen endnu bygger på det pædagogiske dogme, at tegninger er den rette kommunikationsform for arkitektfaget, og dét i en verden hvor ingen tegner, hvor ingen har baggrund for at forstå tegninger, og hvor andre kommunikationsmidler vinder frem hele tiden. 

En - amerikansk - deltager, fastslog at der er respekt om arkitekter mange steder i den offentlige administration og i samfundet som helhed. Han beskrev hvorledes arkitekter beklæder poster i allehånde offentlige administrationer - han nævnte bl.a. FBI - og at arkitekter generelt efterspørges for netop de analytiske evner, den arbejdsform og problemtilgang som tidligere var beskrevet under dagens konferencesession.

En lang række oplægsholdere fremførte den opfordring, at man som arkitekt ikke pantsætter sin handlekraft i forventningen til, at det næste gavnlige udspil skal komme fra arkitektforeningen, fra dronningen, fra Gud eller fra nogen som helst anden. Man må selv gribe til handling for at få indflydelse og præge systemet. 

Debatten den sidste dag på konferencen Design Diplomacy var indadvendt, analyserende og selvbetragtende og en granskning af, hvorledes arkitekter fungerer i den omgivende verden. I mindre grad var den en konkret opremsning af, hvilke nye veje der kan banes. Den oplagte, bredt støttede konklusion: At man selv må handle og ikke vente på at andre forbereder tingene, var et uimponeret og ligefremt vidnesbyrd fra en konference om arkitekternes stilling i det moderne samfund, som altovervejende var et amerikansk anliggende, men hvis hovedemne ikke desto mindre er påtrængende aktuelt også i Danmark.
 



LEDER
UDSTILLING
UDDANNELSE
KVALITET
MILJØ
LANDSKAB
FORSKNING
ANMELDELSER
LINKS
NYHEDSBREV
KOLOFON

OPDATERET D.15-11-2000



Kommentarer og debatindlæg kan sendes til redaktionen@ArkitekturNet.dk
Gengivelse tilladt ved kreditering.

TOP

OPDATERET D.15-11-2000