Få måneder forinden luksus-forlaget Phaidon udsendte det ultimative værk om den britiske arkitekt Sir Richard Rogers samlede arbejder, hvori han berømmes for sine synteser af teknologi og økologi, udkom den længe ventede rapport om de engelske byers fremtid – forfattet af samme arkitekt:

Den normative by

Inden for en tidsramme på 25 år regner den britiske regering med at skulle etablere 3,8 millioner nye boliger, og forventer desuden at 60% af disse kan lokaliseres på de såkaldte brownfields. Brownfield er den engelske, noget brede betegnelse for alle de områder som ikke er greenfields, dvs. jomfruelig land, som for eksempel landbrugsjord. Vi taler altså om tidligere industrielt anvendte områder, eksempelvis fabriks-, jernbane- og havneområder såvel som endnu ubebyggede byggegrunde, parkeringspladser osv. 
Som formand for et fjorten mand stort ekspertudvalg, med den noget militære betegnelse – The Urban Task Force – har det siden begyndelsen af 1998 været Richard Rogers opgave at vurdere, hvorvidt regeringens mål kunne opfyldes. Hvadenten initiativet ses som en redningsaktion for labour-regeringens øko-image eller ej, falder det fint i tråd med kontinentale bestræbelser på at formulere bæredygtighedsstrategier for byerne, som f.eks. EU-initiativet, European Sustainable Cities. Dette blev også Rogers & Co's indgang til den mustenstunge rapport som netop nu – små to år senere - er udkommet med den prestigiøse titel: Towards an Urban Renaissance. Tre underarbejdsgrupper på områderne produkt-, proces- samt finansieringsbeskrivelse har foretaget en tour de force, for Rogers & Co udvidede hurtigt det snævre udgangspunkt om brugen af brownfields til at omfatte mere generelle betragtninger om kvaliteten af livet i de engelske byer – og hvordan dette opnås! Erfaringer er indhentet fra alle steder og alle niveauer og danner sammen med statistiske data og komiteens faglige kompetencer grundlaget for arbejdet. Det sidste forhold har haft en vis betydning. Richard Rogers har tidligere begået en bog om byer og deres organisering, Cities for a Small Planet (1995), hvor han slår til lyd for den kvalitetsbetonede, tætte og sammensatte by, og som må formodes at være en væsentlig årsag til at valget af formand i sin tid faldt lige netop på Rogers. Blandt komiteens øvrige medlemmer sidder Tony Burton, næstformand i Rådet for beskyttelse af det rurale England, Peter Hall, planlægger og tidl. rådgiver for det engelske miljøministerium, som nok er mere skeptisk over for Rogers visioner. Desuden dækker komiteens sammensætning interesser inden for det kommunale niveau, design, udvikling og sociologi.

Vision og værktøj

Rapporten er delt op i fem dele: - den bæredygtige by, - om at få byer til at fungere, - om at skabe urbane værdier, - om at investere og endelig, - hvordan fastholdes byens renæssance. Neden under disse overskrifter ligger der fjorten fortløbende kapitler, som analyserer, præsenterer data og viden og ikke mindst konkluderer og opsummerer. Og heri ligger den ene af rapportens forcer, at den er i stand til at konkludere og fastholde hovedlinierne i en fortløbende proces. Dernæst at rapporten omsætter alle konklusionerne til handlinger og anbefalinger – og at alle anbefalinger er ledsaget af en tidsramme. Den forsøger både at formulere en vision og fremstå som et politisk værktøj. 
Towards an Urban Renaissance er drevet af den genfundne tro på at det overhovedet er muligt at skabe byer, som har så mange kvaliteter at de udgør ikke blot et attraktivt bosted, men det foretrukne. At det urbane miljø er den væsentligste faktor for økonomiske og sociale betragtninger. 
Bæredygtighedshensyn, fordeling af skattegrundlaget og beskyttelse af det rurale England mod urban sprawl trækker alt sammen i samme retning. I øjeblikket udgør den urbane exodus i England omkring 1700 mennesker om ugen og set i forhold til at briterne ikke har den mest udbredte tradition for at planlægge byvækst – heller ikke på landet - så er det en betydelig opgave at få vendt strømmen. Et af budskaberne er, at der skal være så mange tilbud (inkl. arbejde) i så nær en afstand fra boligen at al intern transport enten foregår til fods, på cykel eller via offentlige transportmidler. Mønsteret bliver da det velkendte med en central bykerne, hvorom forskellige bydistrikter lokaliserer sig. Som fraktaler er organiseringen omkring hvert bydistrikt identisk med moderbyens formeringsprincipper og på mange områder er skematikken identisk med Howards gamle principper for den engelske haveby. Forskellen ligger i inddragelse af alle de grønne bælter, til fordel for en fortættet udgave.

Helheden og dens bestanddele

Men rapporten knækker, trods alle helhedsbestræbelserne, over i to halvdele. På den ene side beskrives den normative by og på den anden side omtales brownfields, som en meget generel størrelse. Der er ingen overvejelser om, analyser af eller eksempler på hvilket register disse områder repræsenterer eller hvordan de optræder i den urbane kontekst. Derfor kommer disse to abstrakte størrelser til at stå uformidlet overfor hinanden og det eneste sted de krydser hinandens veje er i overvejelserne om hvorvidt regeringens mål kan opfyldes. I det kapitel, som direkte omhandler brownfieldområderne – og som er rapportens egentlige emne – er udsagnene så vage, ligesom egentlige bud på hvordan omdannelserne eventuelt kunne ske ikke findes. Øvelserne går alene i retning af kvantitative beregninger, indkredsning af særlig karakteristiske forhindringer og deres overvindelse – nu og i de kommende år. For det første hersker der usikkerhed om hvor stort et antal arealer, der kan karakteriseres som brownfields, og hvor mange heraf som er tilgængelige. Og det er vitterligt et generelt forhold at man ingen steder kender det nøjagtige omfang af hhv. ledigt, ubrugt land og beskadiget eller på anden måde allerede udviklet land.
Det centraleuropæiske register, administreret af European Academy of the Urban Environment (EA.UE.) i Berlin, har tilsvarende eller større problemer med at få et overblik, som primært skyldes den forholdsvis nye interesse for at klassificere m.h.p. konvertering. Sålænge vækstraten var positiv, troen på fremskridtet uantastet og ingen endnu skænkede økologi en tanke, havde denne form for genbrug selvsagt ingen interesse. Dernæst var ingen i stand til at forestille sig omfanget af ruinøse industriområder, som er det uomgængelige resultat af de strukturelle ændringer den vestlige verden har undergået siden 70'erne. Så meget desto større grund er der til at kikke nærmere på disse problemstillinger, fremfor i brede strøg at udmale slørede billeder af en fremtidig by, som til forveksling ligner noget vi har set før. 

Udvalget svarer i øvrigt klogeligt nok, at det nok kan lade sig gøre at lokalisere 60% af det kommende boligbehov på brownfields med en vis portion omtanke – og hvis man i øvrigt følger rapportens anbefalinger.

Alle illustrationer er fra bogen

The Urban Task Force: Towards an Urban Renaissance, E & FN Spon,  London 1999. ISBN 1 85112 165 X.

OPDATERET D.23-04-2000